Der er uden tvivl historiske begivenheder, der kun kan forklares ved at tillægge enkeltpersoner betydning. Både Martin Luther og N.F.S. Grundtvig tilhører den kreds af personer, der i kraft af deres ideer, visioner og moralske kvaliteter har haft betydning for historiens gang. Personlighedens betydning kan dog ikke forklares fuldt ud som et spørgsmål om individuel vilje. Man må også se på de samfundsmæssige betingelser, der tillod, at de fik stor betydning. På Luthers tid var disse betingelser fundamentalt anderledes end på Grundtvigs tid. For Grundtvig blev det et varsel og en kilde til stor inspira­tion, at han var født præcist 300 år efter Luther – i henholdsvis 1483 og 1783. Han betragtede nemlig sig selv som en, der talte Luthers sag i en ny tid. Allerede i 1831 stillede han det retoriske spørgsmål: Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes? Og han svarede i skriftet af samme navn: Ja, naturligvis skal reformationen fortsættes, men på Grundtvigs manér! Som et af »Luthers ægte Børn« var han overbevist om, at han skulle føre den lutherske reformation videre, og at »Morten Luther slet intet har imod sådanne efterfølgere som jeg er.« I denne bog betragtes Luther og Grundtvig som personligheder, der har haft indflydelse på historiens gang, men også som personer, der er barn af hver deres tid. Dette dobbeltgreb afspejler sig i bogens tværfaglige tilgang, idet forfattere med forskellig faglig baggrund – i teologi, religionsvidenskab, idehistorie, pædagogik og samfundsvidenskab – be­lyser såvel Luther og Grundtvigs storhed som det, der bidrog til at gøre dem store.