”Pigen fra Limfjorden” er en bog, der på mange måder stikker ud fra Jeppe Aakjærs øvrige produktion. Den er i den grad skrevet umiddelbart og uskolet. Når man nærlæser bogen bliver man mere og mere klar over, at han i sin umiddelbarhed skriver sig mere og mere ud af tidens kunstposition og lader sig indfange af det anarkistiske og den absurditet, der også hørte tiden efter 1. Verdenskrig til.

”Danske forfatteres Forlag” var et helt nyt forlag. De ønskede en udgivelse af Aakjær og betalte ham forud 7000 kroner uden at aftale indholdet. Det var helt aldeles nyt for Aakjær. For forlaget var det en god investering, da der ved udgivelsen allerede var forudbestilt 3000 eksemplarer. Det blev en anderledes bog! 

Antimilitaristen Aakjær indleder sin bog med en scene, hvor en såret flyver fra Entente-Fronten fortæller om krigens voldsomheder og absurde teknologi. Bogen afsluttes med den samme flyver, men i en helt anden bizar situation, hvor han med en krøbling ved sin side ’bomber’ læssevis af blomster ned over to nygifte. Aakjærs sædvanlige realisme er forduftet. Ved gennemlæsningen sidder man med et indre billede af Marc Chagalls maleri af to forelskede - flyvende hen over en russisk landsby. Chagalls maleri i mit indre er fra 1917.

Med bogens læsning ud fra vores tid, fornemmer man en begyndende surrealisme, der har ’vederfaret’ Aakjær - inden kunstkritikerne gjorde stilen til isme. Der var endnu ikke regler for det absurde og surrealistiske - hvormed kritikerne kunne skose kunstnerne - der ikke retter ind.Men for Aakjær var det også en mærkelig tid. Bogen udkom den 30. november 1921, hvor han netop havde afsluttet udgivelsen af ”Samlede Værker”, og havde fået en gigantisk betaling. Hjorddrengen var blevet en velbetalt feteret forfatter - et helt surrealistisk liv - der måske affødte tomhed - efter et stort afsluttet værk på en række felter.

Aakjærs kamp for tyende, havde nået sin afsluttende markering. Folketinget fjernede i oktober 1921 ’tyendeloven’, som han havde bekæmpet siden slutningen af 1890’erne. Tyendelovens afskaffelse til trods satte fattigdommen forsat sine beskidte spor, hvilket også perifert beskrives i romanen.