George Eliots eneste historiske roman udspiller sig i Firenze i det sidste årti af 1400-tallet, hvor Medicierne i en periode mister deres magtposition og giver plads for en kort, tumultarisk periode, hvor byen i nogle år er en slags demokratisk-religiøs republik under ledelse af et folkevalgt "signoria" og den karismatiske dominikanermunk Girolamo Savonarola.

Tito Melema er netop kommet til byen den dag i 1492, da dødsklokkerne ringer for den store Lorenzo, og indlogerer sig som medhjælper hos en lærd kunstsamler og bogelsker, Bardo de' Bardi, hvis datter Romola forelsker sig i ham – og han i hende.

Men Tito har "lig i lasten" og flere kommer til, da han tilfældigt kommer til at bilde en enfoldig florentinsk pige, Tessa, ind, at hun er blevet viet til ham - en tro han ikke "nænner" at bringe hende ud af og i virkeligheden faktisk holder ved lige. Romola bliver dog hans officielle hustru, men da han svigter hende til fordel for en øjeblikkelig fortjeneste og samtidig fornægter arven efter hendes elskede fader, går ægteskabet til grunde. Tito er en fej, blødagtig og egoistisk natur, som ikke tør sige sandheden i de afgørende øjeblikke af frygt for at skade sit omdømme og sin karriere, og han formår ikke at vikle sig ud af den stadig mere indviklede labyrint af usandheder, der flyder af angsten for opdagelse af de første få. Romola udvikler sig som hans forstødte hustru og under vejledning af munken Savonarola til en nærmest helgenagtig skikkelse, mens Tito tilsyneladende er en opstigende stjerne i Firenzes politiske liv. I virkeligheden går han sit endelige og dybe fald i møde på et bagtæppe af et Firenze, der trues af både paven, kong Karl den Ottende af Frankrig og Medicierne og deres forbundsfæller.