Medierne producerer massiv russerangst i denne tid. Sig ”Putin” eller ”Rusland” og refleksen er: ”ondsindede fjender” der ”truer vor sikkerhed og den frie verden”.Men i 1990-erne var Rusland åbenbart et ”normalt” land og daværende præsident Boris Jeltsin en ”ægte demokrat”. Efter 70 års kamp mod Sovjetunionen med militær inddæmning og interventioner havde Vesten dengang pludselig ændret holdning: kapitalismens største udfordrer var i 1991 blevet opløst, Vesten havde vundet Den Kolde Krig og demokratiet holdt sit indtog i det tidligere Sovjetunionen.Et blik på Jeltsins handlinger viser dog et andet billede. Før han tog fat, havde der hverken været folkelige krav om at overdrage samfundsskabte værdier til en gruppe rigmænd, øge den sociale ulighed, opløse Sovjetunionen eller føre krig mod Tjetjenien.Nok bidrog han til at ruske op i det sovjetiske system, men det var ikke ham, der indførte frie valg, ytringsfrihed eller markedsøkonomi.Efter Sovjetunionens opløsning havde der i 1991-92 ulmet en grundlæggende samfundskonflikt. Den viste sig klarest i 1993 mellem et legitimt parlament og den lige så legitime præsident. Jeltsin løste konflikten ved – med accept fra Vestens ledere – at give ordre til at 4. oktober 1993 at bombe det demokratisk valgte parlament. Over 150 blev dræbt. Og da parlamentet  var ryddet af vejen, fik Jeltsin sikret sin magtposition og vedtaget den forfatning, der i dag udgør rygsøjlen i Putins styre.Hvad skete der egentlig i 1993-konflikten. Var det virkelig blot nogle ”rød-brune” banditters opgør mod ”demokraten Jeltsin”? Var Jeltsins bombardement af parlamentet den eneste mulige løsning på konflikten? Blev udfaldet en triumf for demokrati?Denne bog skildrer 1993- konfliktens kompleksitet. Den gennemgår denne konflikts forløb og sætter den i perspektiv. Den ridser dens forudsætninger og konsekvenser op. Med den lokale borgerkrig i 1993 som omdrejningspunkt skildrer bogen altså Sovjetunionens fald og Ruslands efterfølgende forsøg på stabilisering.