Det her er noget af det bedste jeg har brugt min tid på længe. Her møder vi en dreng der vokser op i en lille by lidt uden for Skive, hvor det moderne børnesyn mildt sagt ikke er nået ud endnu. Hvor forældre nogle gange opfører sig mere barnligt end børnene, og hvor børn må påtage sig forældreansvar i en alt for tidlig alder. Hvor du ikke skal tro at du er noget, kan blive til noget, eller betyder noget særligt for nogen. Her bevidner vi på tætteste hold, hvordan en ukuelig og viljestærk dreng, udvikler sig til en ung mand der forsøger at finde fodfæste i et samfund der ikke giver ved dørene. Hvordan det er at være ung i Danmark, når man ikke har nogle privilegier ved hånden, men selv skal skabe alt fra bunden. Det er en historie om oprør, om frigørelse og om at finde sit eget ståsted i en verden hvor det til tider kan føles som om der slet ikke er en plads til dig. Om at være ung i et præstations samfund, og om at turde drømme og være anderledes. På trods. Forfatteren skildrer sin delvist selvbiografiske fortælling med lige dele humor og alvor. Jeg grinte rigtig meget undervejs, men jeg blev også ked af det og krummede tæer et par gange mens jeg bevægede mig rundt i Tues fortælling, for bag alt det sjove hviler der en alvor, og et samfundstypisk billede af hvordan nogle børn og unge vokser op i dysfunktionelle familier, mens omverden blot ser på. At forfatteren formår at beskrive det hele så levende og med så megen humor forstærker virkelig bogens handling. Jeg genkendte Tue og fattede sympati for ham fra første side, og selv når han er lidt af en klovn, kan man ikke lade være med at holde af ham. Kære Tue, jeg ser dig. Jeg hører dig og jeg genkender dig. Tak fordi du gæstede mig og lukkede mig ind i dit liv. Jeg elskede hvert minut sammen med dig, og jeg håber virkelig at din videre færd bliver fyldt med al den kærlighed, varme og opbakning du skulle have haft fra starten af 💙