Tusind borgerhaikuer indeholder ganske bogstaveligt tusind haikutekster, dvs. at hver tekst består af tre dele efter stavelsesskemaet 5-7-5. Haiku er en japansk digtform, der opstod i 1600-tallet, og som i moderne tid er blevet almindeligt udbredt og nærmest ‘demokratiseret ihjel’ som en slags altædende skabelon. I Tusind borgerhaikuer fremskrives komplekse forbindelser mellem forskellige figurer, der i større eller mindre grad afspejler nutidens politisk-kulturelle virkelighedsbillede, på en sådan måde, at hver tekst i sig selv virker som en ultrakoncentreret tankebevægelse, der ud fra sine begrænsede præmisser synes at drage en åben, men alligevel specifik konklusion. Hver haiku indledes med et nummer samt et borgernavn anført med versaler, hvilket skaber følelsen af, at den efterfølgende haiku er ‘funktionelt personaliseret’, som om en algoritme havde ‘oprettet’ haikuen i en given borgers navn og dermed skabt en form for indholdsmatch. Et eksempel: “0263. Borger MØLMAND / Kromosomtrompet // Sæt sfinksen i / stinkskabet // Spænd kyskhedsbæltet”. Men hvis læseren lader blikket glide hen over bogens sider, viser det sig, at borgernavnene alle er frembragt via en ‘borgergenerator’, der arbitrært kombinerer hhv. et forled og et bagled af ‘typisk dansk’ herkomst: ABILDGREN, DAMSBALLE, ABILDBALLE osv. Der findes ingen sen-navne eller navne, der afslører ‘anden etnisk herkomst’. Åbenbart er der gennem et filter skabt et navnenes ekkokammer, en slags incestuøs boble, der synes at indramme haikuernes udsagn.