Medlemskabspriser

Ulvekvinten er en roman om Zoe, hustru, mor og veninde, der oplever en svær depression, og romanens største styrke er, at den bliver fortalt fra to andre synsvinkler: Nemlig hendes søns og hendes bedsteveninde. De to synsvinkler cirkler om hovedpersonen som en kat om den varme grød eller som en bombe, der kan eksplodere hvert øjeblik. Beate, veninden, kender hende ud og ind og er i stand til at give læseren et indblik ind i Zoes personlighed og på den måde også hendes depression. Man kommer ind og mærker Zoes magtesløshed overfor verdens grusomheder og hendes manglende tro på sig selv som menneske som følge heraf. Via hendes søn får man dog en langt stærkere og meget mere knugende oplevelse af hendes depression. Frederik er kun ni år gammel og ser sin mor gå fra hinanden. Han får kun den forklaring, at ”mor har rod i hovedet”, han er stadig for ung til at forstå, hvad der rent faktisk foregår, men børn er intuitive, og han er helt med på, at hans mor er meget syg. Det er rørende at se den lille dreng, der forsøger at redde sin mor med små gestusser, men som samtidig også er bange for den virkelighed, han ikke bliver delagtiggjort i. Jeg har ikke læst meget andet fra Trisse Gejls forfatterskab. Jeg har kun læst Siden blev det for pænt, der slog mig som banal og rodet. Med ulvekvinten har hun fundet et fokus, og hun har fundet en interessant måde at fortælle historien om en kvindes sammenbrud på. Det er ikke for storladent, men man mærker Zoes situation via hendes omgivelser, og hvordan de bliver påvirket af hendes depression. Hendes sygdom bliver deres lidelse og deres magtesløshed overfor nogle indre kræfter, de ikke kan bekæmpe. Selvom jeg fandt Ulvekvinten interessant og rørende (især de kapitler, der er fortalt fra Frederiks synsvinkel), så er det ikke en bog, jeg vil læse igen. Men det er en sproglig ting. Ligesom Siden blev det for pænt er den meget realistisk fortalt, hvilket gør det til en meget flad læseoplevelse for mig. Det vil dog ikke sige, at jeg ikke vil anbefale den, jeg tror, at den vil ramme et eller andet hos alle, der har prøvet at være pårørende til en tragedie.

Zoe er pianist og underviser på konservatoriet. Hendes søn Frederik som er ni år, elsker at spille computerspil. Beate der er Zoes bedste veninde, er fotograf og er lige blevet forladt af sin mand. Alt drejer sig om Zoe i deres alles tilværelse. Men Zoe er blevet syg i sindet, og har svært ved at spille klaver og endnu svære ved at lære fra sig. Pludselig er hele deres tilværelse ved at gå til grunde. "Ulvekvinten" er helt igennem et melankolsk drama. Man følger den sygdomsramte og de pårørende. Helt personligt brød jeg mig ikke om romanen, hvis man ikke var i dårligt humør, så blev man det. Forstår slet ikke, at det skulle være nødvendigt at skrive sådan en roman. Den får en stjerne af mig. Men kun for at gøre mig nysgerrig, om hvordan historien vil ende. Kan kun anbefale denne roman, hvis man er i mangel på læsestof.

Det er en stærk følelsesmæssig bog der beskriver godt hvordan det er at være pårørende til en der er ved at få et sammenbrud. De følelses aspekter set ude fra gennem blandt andet sønnens øjne hvordan han oplever det. Det er ikke en bog jeg normalt ville læse. Hvis du er til at læse om krise og sorg set ud fra et lidt anderledes perspektiv så er dette bogen for dig.

Zoe er pianist og underviser. Hun rammes af en psykisk sygdom. Hun bor sammen med Thomas og deres søn Frederik. Hendes veninde Beate kæmper også med skæbnen af en lidt anden karakter. Hun af blevet forladt af sin noget ældre kæreste, og bor nu alene med alle minderne i deres lejlighed. Beate bliver en helt naturlig del hjemme i Zoes hjem, hvor hun og Thomas hjælper hinanden med at klare Zoes mange indlæggelser og Frederik. Frederik er ni år, og lever sit liv gennem et spil på ipaden. Her gemmer han sit lidt for virkeligheden omkring ham. Her er et uddrag fra starten af bogen: “Men det viste sig, at man aldrig kan efterligne naturens klange helt. For der findes en slags …”“naturlig falskhed, der ødelægger hele systemet, hvis man prøver at integrere den. Her, siger hun, – efter denne kvint, og hun sætter to fingre på tangenterne. Det lyder ikke falsk, synes han. – Man kaldte den ulvekvinten, siger hun. – Fordi man syntes, den lød lige så rædselsfuld som ulve, der hyler i kor.” Uddrag fra: Gejl, Trisse. “Ulvekvinten.” Bogen var lidt svær at komme igang med. Den er delt i op mange små afsnit, hvor man skiftevis følger Zoe, Beate og Frederik. Men som handlingen skred frem, glemte jeg alle de mange afsnit og lod mig rive med. Det er en fortælling om livets skyggeside. Men kan alligevel anbefales, og jeg vil give den ??????

Det er en bog med et stort og vigtigt enme, men forfatteren formå ikke at komme langt nok ud til mig med sit budskab... Den er beskrevet på en meget forvirret måde, det gør man ofte må læse afsnit og sider om igen for at fange stedet eller situation på den rigtige måde. Bogen indeholder en ubehjælpsomhed der for mig bliver til en stor irretrations kilde i løbet af de 183 sider.... Dette er ikke bestemt ikke en bog jeg kommer til at mindes eller har lyst til at læse igen....

En smuk, fin, dyster og stærk roman, hvor bogens hovedperson Zoe langsomt bliver mere og mere syg i et forgæves forsøg på at udholde verdens ubærlige ulykker og samtidig leve et normalt liv med hus, job, mand og barn. Bogen er delt op i små kapitler, hvor det henholdsvis er Zoe´s søn Frederik på 9 år og veninden Beate, der på skift bogen igennem giver læseren deres vinkel på Zoe´s nedtur. En bog til eftertænksomhed.

En gribende bog. Der handler om venskabet mellem fotografen Beate og Zoe, som laver billedkompositioner til musik og underviser i klaverspil. Zoes mand og søn Frederik på ni år. Hvordan det er at blive skilt efter flere års ægteskab for Beate, og for Frederik at vokse op med en psykisk syg mor. Ægtemanden Thomas' forhold til hustru, søn og veninden Beate. Hvordan de klarer at få hverdagen og livet til at hænge sammen.

Anmeldelse af "Ulvekvinten" Det er den sørgeligste bog jeg har læst i meget lang tid og den bliver siddende i kroppen længe efter man har sluppet den sidste side. Det er en hjerteskærende beskrivelse af en kvindes psykiske sammenbrud og hvordan det påvirker hende og hendes omgivelser. Hun har en søn på 9 år og især hans oplevelser og tanker omkring moderens sygdom, går lige i hjertet. Men også mandens og venindens frustration og sorg er meget gribende. Alle der har haft psykisk sygdom inde på livet vil i denne bog finde genkendelighed. Det er en fortælling der har noget på hjerte og som giver dig noget at tænke på. Den er med sine 183 sider hurtigt læst men den sætter sine spor.