Vejen til Berlin er en modernistisk udgave af den klassiske dannelsesroman.

Vi befinder os i København i 1893. Karl Henrik Theodor Severinsen vandrer fortvivlet rundt i natten, efter at den kvinde, han elsker, er blevet gift med hans bedste ven. Da han inderst inde ved, at hans nederlag har rod i ham selv, flygter han ud i verden.
Han tager ophold i en lille sydvestsjællandsk landsby. Her går han i gang med at skrive sin roman ”Forgjort”, hvor han selv optræder sammen med den lille bys borgere, som han indskriver i handlingen.
Fiktion er dog ikke så let at styre, og snart bliver det svært at holde roman og virkelighed adskilt. Med oprørske romanfigurer og fanget i endnu en pinagtig trekant, flygter han videre ud i verden. Ankommet til Berlin etablerer han sig som skribent, men problemer har det med at gentages.
Er det forfatteren, der skaber sine romanfigurer, eller romanfigurerne, der skaber deres forfatter? Og hvem løber af med sejren?

Karl Henrik Theodor Severinsen ankom til Berlin sent om aftenen mandag den 1. oktober 1894. Banegården var elektrisk illumineret. Tre store lysekroner hang ned fra afgangshallens loft, og smedejernsforsirede lamper hang ud fra væggene. Karl stod stille
et øjeblik og så sig omkring. Han havde aldrig set så lysende og stor en banegård. Han gik langsomt gennem hallen, hvor der til trods for det sene tidspunkt var et mylder af mennesker, der fyldte rummet med en summende støj.
Han kom til at tænke på dengang, han ankom til F.: mørket og stilheden i gaderne, malermester Stub, der ledte ham gennem natten hen til
fru Lauritzen med sin stormlygte i hånden, og hans tætte skikkelse, der stod så alene i lygteskæret omgivet af et buldrende mørke. Dengang var han ankommet til mørke, her fødtes han i lys.

Sten Jacobsen er cand.mag. i samfundsfag og historie og har været gymnasielærer fra
1978 til 2015.
Seneste udgivelser: Novellesamlingerne Blind trappe, Hvem kan gøre en dukke fortræd? samt Hulter til bulter. Har også udgivet bøger om mikro- og mentalitetshistorie, bl. a. Saadan er de og Nu er jeg her altsaa ganske ene – Asta Kofod 1876-1923