Medlemskabspriser

Hovedpersonen Isabella, eller Izzy som hun kaldes, er blevet udskrevet fra den psykiatriske afdeling og vælger at flytte med veninden Rikke til Rudstrup for at starte på en frisk, væk fra voldelige dominerende ekskærester. Hun flytter ind i et hus, hvor en familie flere år tilbage døde efter tragiske omstændigheder. Kun sønnen, Jannick, lever stadig i byen og bor ikke langt væk med sin store hund og vilde paranoia. Izzy finder sig hurtigt til rette og begynder så småt også at finde modet frem igen. Hun finder noget ligesindet hos Jannick der er kendt som landsbytosse, men egentlig kæmper mod dæmoner, eller sig selv? Da kælderen til huset åbnes og sandheder begynder at bryde frem, ved Izzy ikke længere hvad der er virkelighed og hvad der er hendes fantasi. Og skridt for skridt bliver personerne omkring hende hevet ind i grusomme hændelser, hvor hun selv ender ud som fjenden mod dem, hele tiden med Jannick i hælene for at standse hende og de dæmoner hun har sluppet løs. Dette er min første horrorroman. Jeg var faktisk ikke helt klar over hvad jeg gik ind til da jeg åbnede den. Bagside teksten virkede mangelfuld på indholdet og jeg havde derfor ikke de store forventninger. Men titlen og forsiden var egentlig også nok til at fange mig. Bøger der har med dæmoner og engle at gøre, uden at være pludderromantik står højt på læselisten. Og hold da op hvor er den spændende. Jeg havde virkelig svært ved at lægge den fra mig til tider, og Evytt forstår virkelig at skrive nogle cliffhangere så det batter. Personerne er meget troværdige og hele den forskel der er på mennesker, afhængigt af hvor de kommer fra, og personlighederne, skinner klart igennem uden på nogen måde at blive kliché. Fedt med personer man kan relatere til. Hovedpersonerne Izzy og Jannick var begge spændende. Særligt Jannick var en fed personlighed, man vidste aldrig hvor man havde ham og var dybt utilregnelig. Izzy var lidt det samme, men hendes naivitet og skrøbelighed kunne til tider godt irritere mig. Den var dog vigtig for bogens forløb og hendes udvikling. Veninden Rikke holdt jeg også virkelig af. Hun var gennemført til sidste punktum, og var også en undværlig del af historiens forløb. Måske ligefrem vigtigere end Izzy. Meget af historien lyste dog langt væk af de normale horror tricks: kirkegårde, den fremmede der ankommer til et nyt sted og den lokale tosse der nok er mere end hvad øjet kan se (eller i dette tilfælde læse). Det gav dog også fortællingen en ro at man ikke skulle introduceres til et helt nyt univers, men at det langsomt kom krybende ind på én. Jeg ville elske at kunne blive ved med at rose denne bog til skyerne, men, for der er et men, og et stort ét endda. Da jeg manglede det sidste kapitel sad jeg med bange anelser om slutningen, for der mangle en del i hændelsesforløbet. Min fornemmelse havde desværre ret og slutningen var så skuffende at jeg ligefrem kastede bogen fra mig på bordet af bare ærgrelse. Nu havde den været så god hele vejen, hvorfor så ikke ende på en ordentlig måde? I stedet ønsker Evytt at holde fast i noget psykothriller, hvor man åbenbart skal gætte sig til om personerne nu er skøre eller om disse her dæmoner er virkelige. Hold nu op, hvor jeg hader sådan nogle slutninger! Hvis man ønsker den slags, skal det safsusmer også skinne igennem i resten af historien. Og det gør det ikke! Okay, måske et eller to steder sidder man med tvivlen, men den ændres hurtigt til det ene (vil ikke sige hvilken), og burde derfor føres et ud med en passende slutning. Skuffet er ikke ordet. Jeg sidder ligefrem og håber på en to’er selvom jeg ved det ikke er en serie. Nok lige så meget for at læse mere om personerne, som for at få svar på, hvad der egentlig lige foregik. Vær sød kære Carina Evytt at lave en fortsættelse …