Henrik Hertz var og er mest kendt for sine mange skuespil, men mellem år og dag udsendte han også et par romaner og et - ret beskedent - antal noveller, hvoraf vi tidligere har udgivet den De frifarvede og fire fortællinger fra hans kortlivede ugeskrift "Ugentlige Blade" (1859-60). Endnu en række titler fremgår af forfatterens egne optegnelser og andetsteds. Dem har vi samlet her:

• Den påtrængende:
  Det er sommer 1809 og Danmark og Sverige ligger til en afveksling i krig. Det forhindrer dog ikke den pæne, borgerlige familie Neermann i at tage på skovtur til Charlottenlund medsamt døtrenes forloveder og anhang. Men pludselig forøges selskabet med en vis Ernest, som man først tror er en bekendt af en af selskabet. Da det viser sig, at han egentlig ikke er bekendt med nogen, og pludselig er forsvundet med den yngste datter, så er fanden løs. Men ingen kan rigtig bekvemme sig til at bede den påtrængende unge mand om at forsvinde. Hvem er han, og hvad vil han egentlig?
• Købmandsbetjenten:
  En lille historie om, hvordan rigdom opnået ved bedrag fordærver bedrageren.
• Den gerrige i Balsora:
  En fortælling i arabiske omgivelser om en fattig mand og en nærig mand, og om hvordan den nærige mand beværter den fattige med det bedste han kan skaffe.
• Frants Mandius:
  Historisk novelle om præstesønnen Frants Mandius fra Ærøskøbing, der drog til København for at studere teologi, men ved skæbnens ugunst blev inddraget i Den Skånske Krig 1675-1679 som svensk soldat.
• Et blad af en ung digters debut:
  Den unge, nylig debuterede poet Julius Vestmann har store forventninger til sin omverdens reaktioner på hans nye digtsamling. Den øjeblikkelige berømmelse lader dog vente på sig.
• De forlorne krøller:
  Da enken fru Holm og hendes børn kommer fra provinsen på et længere besøg i København, lader fruen sig overtale af den veninde, de bor hos, til at lade sig "forynge" ved at anlægge forlorne krøller mm. Hun bliver imidlertid så forynget af krøllerne, at hun bliver rival for både husets datter og husets frue.
• Grynmøllen:
  Da den lille Antons fader dør og ikke efterlader sig andet end gæld, kommer han ved et tilfælde i pleje hos den venlige og veldædige fru Martini, som senere, da han når skelsår og alder, får ham skaffet ansættelse hos en rig, omend noget excentrisk grynmøller. Mølleren tilbyder en løn af én pose gryn årlig, hvad Anton finder noget i underkanten. Men det er ikke helt almindelige "gryn", der males i møllen.
• Plejedatteren:
  Godsejer Lindaa har - af grunde, han ikke helt selv kan gøre sig rede for - forskaffet sig en plejedatter, Judithe, det voldsomt charmerende afkom af en fordrukken københavnermadamme. Judithe er egentlig en skarnsunge, løgnagtig og hævngerrig, men bliver alligevel altid tilgivet, og da hun vokser til, får hun uden nogen særlig indsats alle og enhver - fra forpagtersønnen på nabogården til den halvgamle baron Løvenhjelm - til at forelske sig i sig.
• Den adelige:
  Arthur Armand er søn af en fabriksbestyrer et sted i Bretagne omkring 1770. Faderen virker indesluttet og tilbageholdende, men har tilsyneladende kendt bedre dage, og sørger for, at Arthur kommer på en skole, der også frekventeres af den lokale adels sønner. Skoletiden præges af konflikter med de adelige, og da Arthur tilmed forelsker sig i en adelig pige, der er bestemt for hans ærkefjende Victor, går det helt galt.
• Margrethes friere:
  Den kønne og intelligente Margrethe har mange bejlere, og afviser dem alle. Da endelig rektoren ved universitetet, en distræt, pedantisk og let pukkelrygget herre, lægger billet ind, mener Margrethes søster dog, at nu må det være nok - sådan en mand afviser man ikke. Margrethes begejstring kan dog være på et ret lille sted - især da hun finder ud af, at den gode rektor end ikke skriver sine kærlighedsbreve selv, men lader sin unge famulus om den side af sagen.
• Redouten:
  En fortælling om, hvordan den små Clara kommer til teatret - men egentlig nok så meget et polemisk indlæg for skuespilkunstens fortræffeligheder frem for andre af teatrets kunstarter.
• Tevandsknægten:
  Under et besøg i det jyske træffer fortælleren proprietær Vestervig, som bebor en hyggelig, velholdt og veldrevet gård. Nogle år senere kommer han atter til den samme egn, og opsøger Vestervig, men finder gården og bedriften i forfald og Vestervig ødelagt af druk og kortspil. Han forlader hurtigt stedet i væmmelse. Hvad er historien bag dette hastige forfald?