Med Gjæring-Afklaring (1902) gjorde Jakob Knudsen et ambitiøst forsøg på at sammenskrive en naturalistisk-realistisk erkendelse af livets sammenhæng med sin kristne overbevisning – en anskuelse af tilværelsen som styret af rent naturlige, ikke-religiøse lovmæssigheder, men dog samtidig båret af guddommelige kræfter. Umiddelbart er det en realistisk, selvbiografisk præget roman, der inddrager faktiske begivenheder fra samtiden og historiske personer som Grundtvig og Georg Brandes. Men under den realistiske overflade udfoldes en højt reflekteret symbolik, der omhandler tilværelsens grundlæggende meningsløshed eller meningsfylde. I lighed med Jakob Knudsen har romanens hovedperson Karl Wintrup haft en grundtvigsk opvækst. Han har fået hjemmeundervisning hos sin onkel, den grundtvigske præst Jørgen Nordbye, hvis børn også har været hans legekammerater. Gennem deres lege dramatiserer børnene det univers af myter og fortællinger, som undervisningen indvier dem i – „enhver Handling, enhver lille Bevægelse i deres Lege betød noget andet og mere end det, den i Virkeligheden var“. Uden for denne ordnede og meningsfuldt tolkede verden befinder sig det kaotiske og meningsløse. I romanens symbolske landskab er disse kaosmagter knyttet til fjorden nær børnenes hjem. Her må børnene ikke lege, og den er derfor aldrig blevet dækket ind og tolket gennem legenes univers. I romanens begyndelse vover Karl sig en vinterdag ned til fjorden og føler sig gennemisnet af angst – ikke fordi han befinder sig i en konkret fare, men over fjordens fremmedhed og ligegyldighed: „Hvor saae det dog hjerteløst ud, dette hvide og hvidblaa, blaalige og mørkeblaa til alle Sider. Og Isens hvide, endeløse Flade – een Ligegyldighed, een uendelig Ligegyldighed for ham og alt, hvad der kom ham ved