Heiberg "nåede sit kunstneriske højdepunkt og det endda ganske sent i sin forfatterkarriere. Det skete med Nye Digte, der udkom ved juletid 1840 (med 1841 på titelbladet), og som består af kun fire tekster: „Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie“, „En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie“, „De Nygifte. En Romance-Cyclus“ og „Protestantismen i Naturen. En Mysterie“. Betegnende for Heiberg er de tre første tekster i vidt omfang dramatiske af karakter. Nye Digtes første og sidste tekst danner en spekulativ ramme om de to større arbejder i midten, som er samlingens hovedstykker.... „En Sjæl efter Døden“ er en ondsindet satire over den, som er fanget i en slet, umiddelbar uendelighed og ingen evne eller vilje har til at løfte sig op til et højere synspunkt, idet selve bevægeligheden er den første, afgørende forudsætning for nogen form for opstigning. „De Nygifte“ derimod beskriver en bevidsthedsbevægelse, hvor den umiddelbare og ikke fuldt erkendte natur mellem ægtefolkene gennem mødet med sin negation i Fredriks tilbedelse af Marie bringes i spil og bevidstgøres. Derefter ophæves begge til et højere niveau, hvor negationen neutraliseres som trussel imod kærligheden gennem Fredriks forståelse af sin åndelige historie, mens hele processen har aflejret sig i den oprindeligt umiddelbare kærlighed som en bevidstgørelse markeret af Vilhelms afsluttende spørgsmål „Vil du taale min Haand under Kaaben?“ som netop markerer det bevidste fællesskab og den bevidste kærlighed mellem ægtefællerne." (Dansk Litteraturs Historie)