I disse år vinder en række nye pædagogiske arbejdsformer indpas i skolen og andre pædagogiske institutioner. Kontrakter mellem elev og lærer, vejledning, projektarbejde, logbøger og portfolio, ophævelse af traditionel klasseundervisning til fordel for nye organisationsformer og en stigende grad af individualiseret læring er nogle af disse tiltag. Samtidig med at disse arbejdsformer hilses velkomne som bidrag til en nødvendig fornyelse af måden at tænke skole og læring på, opstår i deres kølvand en række spørgsmål og en kritisk diskussion af det, de nye arbejds- og organisationsformer risikerer at afstedkomme: dårlige læringsresultater (som i sagen om Håbo Skole i Sverige), tilsidesættelse af de svageste elevers behov, overførsel af ansvaret for læringsresultaterne på den enkelte elev, en øget individualisering, der truer fællesskabet, omklamring og kontrol af elevens/barnets personlighed og hele liv, sådan som bl.a. debatten om indførelse af en barnets bog i daginstitutionerne affødte, etc. I Pædagogikken og kampen om individet tager seks nordiske forskere de nye pædagogiske arbejdsformer og de elev- og personlighedscentrerede iscenesættelser af undervisning og læring op til debat. En række af de nye metoder blev oprindelig indført af pædagoger, som stod for en "kritisk pædagogik" med individets frigørelse som mål. Det er på tide, siger bogens forfattere, at den kritiske pædagogik nu retter et kritisk blik mod sig selv og forsøger at afdække ikke bare, hvad de nye pædagogiske arbejdsformer frigør fra, men også hvad de frigør til. Pædagogikken og kampen om individet rummer bidrag af Lise Halkier, Kenneth Hultqvist, John Krejsler, Steinar Kvale, Klaus Nielsen og Tone Saugstad.