"Vandringer" af Knud Poulsen er en højsang til naturen og vandreturene i naturen. Som Tomas Espedal opfordrer han os til at gå: "Vi er vel endnu en lille Skare her til Lands, som ikke undser sig for at benytte de os af Skaberen tildelte Ben efter deres Bestemmelse, nemlig som Befordringsmiddel, men som tvertimod finder, at dette at vandre paa sine Ben ikke blot er den naturligste, sundeste og livsaligste Maade at komme frem paa i Terrænet, men den eneste rationelle, den eneste virkelig berigende for den, som grundig vil lære Land og Folk at kende, for den, som intimt vil tilegne sig Naturens og Landskabets Skønheder og Skatte, dets Flora og Fauna, dets Luft og Linier, dets Skyer og dets Spil af Sol og Skygge under Aarstidernes Vekslen og i Døgnets skiftende Skær.... For Væsener, der som mekaniske Dukker lader sig trække op til alt dette ynkelige Spræl, maa dette dagevis at vandre paa sine Ben i Naturen selvfølgelig staa som noget dræbende langsommeligt og kedsommeligt. Hvad selve Naturen angaar tilfredsstilles de fuldt ud ved et flygtigt Blik ud over Landskabet fra den støjende, støvende Bil eller fra Badehotellets orkesterlarmende Terasse. Der er gaaet By i dem, de har Beton paa Hjernen, hver grøn Spire i deres Sind er kvalt under en Skorpe af Asfalt. Intet Under, at de ikke forstaar os, som gaar herude paa det brede Bondeland". Og Knud Poulsen har et åbent sind og et vågent blik med på sine vandreture. Han oplever hele tiden noget, for han kender til dyrenes og planternes liv. Han er seende. Og han har sproget i sin magt, så han kan beskrive, hvad han ser.