Mikhail Sjisjkin, født i Moskva i 1961, har skrevet flere store romaner. Fik i 2000 den russiske Booker-pris for Vzjatie Izmaila (Erobringen af Izmail). For ’Venerin volos’ (da. ’Venushår’) modtog han flere priser, National Bestseller i 2005 og den store russiske litteraturpris i 2006. Fik i 2011 den store russiske litteraturpris for sin seneste roman Pismovnik (Brevbogen), der er solgt til nærmere tyve sprog. ’Venushår’ er en storartet roman der ubesværet skifter mellem forskellige historier, tidsplaner og stilarter: en selvoplevet kærligheds- og lidelseshistorie, en berømt sangerindes fiktive dagbog og fortællerens nedskrevne, men aldrig afsendte breve til sin søn. På en gang filosofisk, mytologisk, poetisk, avantgardistisk og traditionel er det en omfangsrig og mangefacetteret fortælling med en stor indre intensitet og mange temposkift. Den starter med en protokol: en navnløs tolk, bogens hovedperson, interviewer tjetjenske asylansøgere i Schweiz. Spørgsmål - svar. Hvorfor er du kommet? – For at få brød. At dø i fred. Blev forfulgt af myndighederne, blev skygget af KGB. Hver af dem har sin historie. De kom til Zürich fra Tjetjenien, fra børnehjem eller fra fængslet, deres hus blev brændt, deres forældre slået ihjel, deres børn skudt på klos hold. De fortæller om dette for ikke at blive sendt tilbage. Historierne er utallige, men det der først tager sig ud som en uhyggeligt mumlende kakofoni, med stemmer der stritter i alle retninger, forener sig lidt efter lidt og historierne knyttes sammen til en fælles fortælling. I pauserne mellem interviewene læser han Xenofon, om græske lejesoldater og persernes felttog mere end to tusinde år tidligere, når han altså ikke lige har hovedet fuldt af minder om sin ekskone Isolde og deres liv sammen. Som tolk rejser han verden rundt – Zürich, Paris, Rom – med et regulært slæb af sprog efter sig. Men hvorend han kommer ser han den fra hjemegnen kendte Venushår – bregnen Adiantum – og sendes straks fra sammensuriet af europæiske sprog tilbage til den særlige russiske tankegang, der kun kan skrives med kyrilliske bogstaver. Noget så tilsyneladende simpelt og uanseligt som en bregne, får afgørende betydning for den rodløse fortæller. I sit væsen er denne komplekse, lærde og voluminøse roman en fortælling om de mindste tings betydning for og indvirken på den enkeltes liv, om det store i det små. Sjisjkin siger selv om romanen: ”Dette er en bog om de enkleste ting, et liv uden dem er ikke muligt. Venushår er et græs, grønsvær, som er ugræs i den flygtige by Rom, men i Rusland er det en stueplante, som ikke kan overleve uden menneskets varme. Jeg skrev denne roman i Schweiz, i Frankrig, i Rom. Den er meget russisk, men samtidig går den udover den russiske verdens grænser, fordi der ikke er nok plads indenfor dem. Rusland er bare en lille bid af den store Guds verden”. Den norske forfatter Sigmund Jensen skrev i en anmeldelse: ”Joyce hævdede i sin tid at have givet litteraturforskerne arbejde i tre hundrede år. Med Sjisjkin kan de sikkert holde på i hundrede år til.”