Top kategorier
Op til 20% Rabat på nye medlemsordrer
Lasse Løager, succesforfatteren af 'Skyggefald' og 'Evig nat', har udgivet endnu en bog, nemlig 'Gespenst'.
"I begyndelsen var ordet", står der i Johannesevangeliet. Ord skaber virkelighed, betegner og indrammer oplevelser, følelser og tanker. Ord kan gøre ondt, de kan skade og ødelægge, men de kan også gøre det modsatte: Bygge op, forandre, forankre og samtidigt sætte fri.
”Du kan ingenting,” er en sætning som har fulgt mig igennem det meste af mit liv. Det var ordene, som blev til barndommens stemme, ord som jeg senere adopterede og forsøgte, så godt som jeg kunne at gøre til min virkelighed.
Litteratur fyldte ikke meget i barndomshjemmet og dermed gjorde forfattere heller ikke. På trods af den sparsomme omgang med det skrevne ord, hvor sprog ofte tilføjes nuancer og fylde, var jeg altid fascineret af ordene og måden de bruges på. Jeg lærte at læse og skrive tidligt, for på den måde kunne jeg dykke helt ned i Anders And, Mickey Mouse og Fantomet. Tegneserier blev på den måde springbræt til bøgerne. Biblioteket blev besøgt flittigt, i starten udelukkende på grund af tegneserier, hvor Ridder Goodwill i lang tid var favorit, men i særdeleshed også fordi jeg erfarede, at der på biblioteker hersker en ro og en stilhed, som jeg på det tidspunkt ikke havde mødt andre steder.
Jeg havnede på en heldagsskole, hvor vennerne befandt sig og vidste også godt, at mange nok havde den opfattelse, at det var dér man placerede de skæve søm, de, som ikke kunne følge med eller på anden måde ikke passede ind i folkeskolen. En lærer opfordrede mig til at skrive, læse og skrive noget mere. ”Du kan,” sagde han ofte og introducerede mig for Bjarne Reuters forfatterskab, fordi han mente, at opmærksomheden skulle rettes mod Reuters evne til at pakke svære sandheder ind i humor, så man dermed lettere kan håndtere den og måske også forstå den.
Nu, mange år senere og 3 bøger inde i mit forfatterskab, vækker ordene genklang. I stedet for at følge rådet og pakke det hele ind i humor og metaforer, valgte jeg med min tredje bog 'Gespenst' at bruge ordene som en hammer, fremfor at anvende en poetisk pensel. Dermed afveg jeg fra min lærers råd, men trådte samtidigt også ind på min egen sti. Sagt på en anden måde, kan man sige, at hukommelsen om opvæksten blev destilleret og renset for metaforer. Sandhed er et land uden veje, skrev Krishnamurti og hvis jeg ellers har forstået det rigtigt, handler det om, at man, i stedet for at følge andre, skal rydde terrænet og skabe sin egen vej. Jeg besluttede, at det var på tide ikke at følge hverken læreren, familien eller Bjarne Reuter. Hvis historien skulle fortælles, var det nødvendigt, at stemmen var min egen.
”Du kan ingenting,” er en sætning der har sat sig fast. Den blev printet ind i bevidstheden på et tidspunkt hvor denne var mest modtagelig: i barndommen.Undervejs i livet skiftede den form og blev til et slags eksistentielt anker, idet jeg ændrede overskriften og betydningen til noget andet og dybere. ”Jeg er ingenting,” blev der hvisket fra et sted i hukommelsen og det blev til en overbevisning. En sandhed, om man vil.
I 'Gespenst' søgte jeg tilbage og ét eller andet sted undervejs i fortællingen, fik jeg øje på mig selv, ikke som en taber eller en fortabt sjæl, men som et menneske der startede på et skævt underlag og lige siden har haft svært ved at finde balancen. Hovedpersonen i 'Gespenst,' Jacob, starter også skævt og selv om han rummer stor kærlighed, ses denne ikke som en kvalitet, men som en brist og en svaghed. ”Verden er hård,” siger en karakter i bogen og dette er blot nogle få af de ord, som hovedpersonen rundes og formes af.
I 2016 udgav jeg debutromanen 'Skyggefald' og selv om det var rart at kunne kalde sig forfatter, blev stemmen ved med at gentage sig, den insisterede på, at jeg intet var. To år senere udgav jeg romanen 'Evig Nat' hvori man følger Elias, en ung mand som har mistet fodfæstet og må kæmpe med at forme identitet. Ligheden mellem Elias og forfatteren findes i særdeleshed i søgen efter meningen med det hele, den underliggende fortælling, hvor sandheden på én eller anden måde skabes eller har sit udspring og dette bringer mig tilbage til Bjarne Reuter, som i et interview har udtalt, at tvivlen er den korteste vej til sandheden. Hvis man bliver ved med at være lidt i tvivl, bliver man også ved med at søge.
Set i det lys, annulleres sætningen som jeg adopterede. Man kan ikke både være søgende og ingenting. På den måde, tænker jeg at forfattere på tværs af genrer, ophav og salgstal, har det tilfælles, at vi søger. Ikke bare efter sandhed, men efter ord og historier, efter det som binder os sammen, det som gør at vi ser hinanden i øjnene og genkender et menneske.
”Det er en smuk bog om venskab, om at prøve at finde kærligheden og håbet hos andre der kommer fra det samme lort, som ingen taler om. Og det SKAL der tales om! Det er en roman om forråelse, og om at ikke alle klarer skærene. Ikke alle grimme ællinger klarer den, vi bliver ikke født brutale og rå, men vi kan blive det, under de rigtige/forkerte omstændigheder. Derfor er det også en vigtig og nødvendig roman. Som en rød tråd igennem bogen løber der en længsel efter kærlighed, det er det, der gør den så gribende og smuk. Lasse er sgu ganske enkelt en vidunderlig forfatter.”
– Pernille Højmark.
KØB BØGERNE HER:
Gespenst
Lasse Løager - Indbinding: Paperback
En dør, der er forseglet og aldrig forsøgt åbnet, lirkes med største forsigtighed på klem. Ud af den lille sprække vælter råddenskab, vold, afmagt – og frem for alt: en altædende ensomhed.”De var bundet sammen med kæder, og længst ude, hvor blikket næsten ikke kunne nå, så han omridset af en færge, som trak byens både væk fra havnen. Der var ingen bevægelse i det, og måske, tænkte han, er det her... Læs mere
